Det var en søndag formiddag i 1995 jeg blev kontaktet og spurgt om jeg ville være med til at starte en musikforening og den skulle hedde Swingsfinx. Navnet skulle lige gentages og staves og gentages en gang til.

Stedet var spiseteltet på havnen ved Riverboat Jazz Festival. Det var dengang en tradition at de fleste fra styregruppen på Rampelys tog en tørn søndag formiddag. De indledende manøvre til starten af Swingsfinx var således en snak med et antal personer der havde en stærk tilknytning til huset Rampelys. En tilknytning der i årerne fremover skulle vise sig at blive ret markant med indflydelse på driften og udviklingen for huset.

Det var således Swingsfinx der i efteråret 2002 satte gang i debatten  om Rampelys skulle søge om at blive regionalt spillested. Dette medførte at der skulle laves nye vedtægter for huset, med en ændret struktur til følge. Swingsfinx var meget aktiv i denne proces og kæmpede en lang kamp for at huset skulle blive regionalt spillested. Det glippede da en del andre foreninger der er tilknyttet huset ikke var enige med Swingsfinx, men det havde alligevel den konsekvens at husets struktur blev lagt om således der kom en ny bestyrelse der udelukkende skulle tage sig af husets drift.

Samme år blev der lavet en gennemgribende renovering af salen, hvor Swingsfinx var en af de drivende kræfter. Jeg husker tydeligt at gulvet blev færdigt en morgen kl fire, da baren blev leveret kl syv. Swingsfinx var de første der lavede en koncert i de nye omgivelser med en Afrikansk dansegruppe.

Men tilbage til navnet Swingsfinx. Et mærkeligt  navn, men også et flot navn, som stammer fra en person i den kreds der startede Swingsfinx. Han sad en dag og læste et Anders And blad og pludselig stod der Swingsfinx - "sikke et navn det svinger". Det var samme person der i mange år frem lavede vore flotte billetter.

Swingsfinx var nu en kendsgerning og så skulle der jo laves noget musik, men hvad skulle det være. Det grundlæggende skulle være musik som ellers ikke ville komme til byen, det kunne være verdensmusik. Så den første koncert var med Uno Mondo, der virkelig leverede varen under lidt primitive forhold da vi ikke havde ordentlige forhold til omklædning og forberedelse. Det foregik i det gamle galleri nedenunder og der var bare rod, men de tog det med godt humør og havde en god aften, så god at vi måtte hente dem op til andet sæt. Luften var tyk af røg og det lugtede sjovt. En god begyndelse. Årsagen til de lidt primitive forhold var at lejligheden på 1.sal var udlejet til T.D.M. skolen.

Nu var vi så i gang og hvad var der ellers af musik på markedet? Vi satte os i en rundkreds (det var der meget af dengang) og snakkede om hvad der kunne være spændende at præsentere på Rampelys.

Men tidligt fandt vi ud af at én mand skulle styre det med musikken, naturligvis i samråd med andre, hvis der var nogen i nærheden! Det var jo meget spændende og i begyndelsen famlede vi os lidt frem, men efterhånden kom der styr på det, ikke mindst på grund af en samling entusiastiske og energiske hjælpere.

”Bestyrelsen" dengang var en selvudpeget flok af folk der havde det rart sammen og i øvrigt var dybt engageret i huset. Dertil kom en masse frivillige hjælpere, der passede bar, hjalp med at slæbe grej op og ned og hvad der ellers var at gøre ved en koncert.

Tiden gik og vi lavede stort set musik som vi selv syntes kunne være interessant at høre. Vor egen booker fik efterhånden mere hår på brystet og blev samtidig en mere og mere troværdig samarbejdspartner hos de forskellige bureauer der udbyder musik, og det er i den her sammenhæng noget af det allervigtigste. Det er et af de elementer der er årsag til at Swingsfinx er det, Swingsfinx er i dag. Swingsfinx bliver simpelthen tilbudt koncerter før andre og det er en tillids-erklæring, der kun tilgår en troværdig samarbejdspartner.

Af musikalske oplevelser fra dengang er der mange og det vil være umuligt at nævne alle, men der er dog nogle som har brændt sig fast. Huset lavede jamsessions hvor unge musikere kom og spillede, enten alene eller sammen med andre. Nogle af dem fandt sammen og lavede et band de kaldte Sodastar, de blev senere danmarksmestre i rock, og blev senere til Alpha Beat. Vi lavede en koncert med Sodastar, og jeg mener at Strømning også var med den aften.

Andre ting der huskes er også flere koncerter med Basar. Både for deres musik, men så sandelig også for deres hammondorgel, det skulle jo bæres op i salen, men ikke nok med det, det skulle ned igen. Har man én gang været med til det, glemmer man det aldrig.

En ting der også huskes var en dobbelt koncert hvor vi havde Andrew Strong i teatersalen og en koncert på Rampelys. Ellers tror jeg den første store koncert vi havde på Rampelys var med Michael Falch, der var totalt udsolgt og lidt til. Jeg husker han var nervøs over at være så tæt på publikum, det var han ikke vant til. Men sådan var det at være kunstner på Rampelys, både dengang og i dag. Det er jo det der gør stedet unikt, og høster stor anerkendelse for, selv fra store erfarne kunstnere.

Der var en stor udvikling i Swingsfinx i den periode, og meget arbejde med det økonomiske. Bare det at holde styr på de tilskud vi fik fra stat, amt og kommune, var noget af et puslespil, da reglerne hele tiden blev lavet om og ansøgningsfrister blev ændret. I det hele taget var det svært at få det til at hænge sammen, og nogle mistede gnisten, men heldigvis kom andre til.

Den økonomiske krise blev overvundet, selvom det var svært, ja næsten umuligt, at lave en koncert på Rampelys det gav overskud, og sådan er det stadig selvom der er fuldt hus. Som før nævnt var der nogle der mistede gnisten men de bærende kræfter var stadig med og de blev i den periode suppleret af et antal nye kræfter, der skulle vise sig at blive en stor gevinst for foreningen. Det er også her der siges: Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men i en lysestage, således det kan skinne på alle i huset. Og den sætning kan man jo filosofere videre på.

Vi bevæger os frem mod 2001 som på mange måder bliver året hvor mange ting fødes, både handlinger og tanker. Mange tanker blev født ved en komsammen nede i jordhulen d.4. aug 2001. Det år får Swingsfinx sin egen hjemmeside, man kan blive medlem af Swingsfinx, Swingsfinx bliver den første musikforening der sælger billetter på den nyetablerede Silkeborgbilletten, samtidig med at der stadig kan købes billetter i Pladeshoppen. Udviklingen og partnerskabet med diverse sponsorer fortsætter og udvikles kraftigt.

På musikfronten sker der også noget, vor booker er efterhånden  blevet et så kendt  navn i musikkredse at vi tilbydes de største navne, når de planlægger en tour. Det første store navn der skal have plads her er Sebastian i 2002. Det store billede der hænger i salen er taget netop den aften. Når du ser det næste gang, så læg mærke til at uanset hvor du står, ser han på dig. Sebastian selv synes det er et særdeles godt billede, han har selv et eksemplar (det er lavet af Burre Reklame).

Et andet stort navn fra det år var Lis Sørensen. Hun var så begejstret for stedet at hun udtrykte ønske om at komme igen. Og det gjorde hun så, både her og i Musikhuset.

Hanna Sisters er en gruppe de fleste efterhånden kender. Swingsfinx var i 2002 med til at introducere dem i Danmark, og de gjorde et stort indtryk på alle. De spillede et nummer der hed Irish Boy, som efter den dag blev det nummer vi spillede lige før en koncert startede og der blev budt velkommen. Denne tradition er nu afløst af andre tiltag, men gentages dog med jævne mellemrum.

Samme år lavede vi også med store forventninger to koncerter i Teatersalen med Cowgirls og Røde Mor. Sammen med mange andre koncerter på Rampelys blev det musikalsk set et stort år. Det var planen at lave fem koncerter i foråret og fem om efteråret. Men det holdt aldrig, for så fik vi tilbudt en koncert med et band der lige havde et hul i deres tour, og hvem siger nej til Michael Learns To Rock, dengang i 2003.

Så nu er der mere end ti koncerter hvert halve år, og man må sige at medlemmerne får noget for pengene, når de kommer ind til halv pris. I 2003 var der 199 medlemmer, som også kunne få del i en medlemsaften med god mad, musik og mavedans. Disse medlemsaftener holdes med jævne mellemrum for at styrke tilknytningen til foreningen.

Når vi går et år frem vil vi opleve Swingsfinx helt oppe på de høje nagler. Rent musikalsk var der forskelligheder som Sussi og Leo, Birthe Kjær og Kim Larsen i Indelukket. Netop Kim Larsen satte skub i mange ting og åbnede muligheden for at Swingsfinx økonomisk kunne støtte andre musikforeninger med en sum penge til at komme videre for. Vi husker jo tydeligt hvor svært det var engang. Der blev ligeledes givet et tilskud til Performance House.

Swingsfinx lukkede og slukkede i vor kære teatersal 30.april 2004 med et brag af en koncert. Vi hørte vor lokale Thomas Borghus, Tamra Rosanes, Henning Stærk og Peter Belli Hit House Show. Der var også en lille afskedstale ved Jørn Rye Rasmussen, så salen og et stykke Silkeborg historie blev lukket med maner.
Året efter fik Swingsfinx Silkeborg kommunes Kulturpris.

Efterfølgende har Swingsfinx lavet mange store koncerter i Indelukket. Musikhuset, Silkeborghallerne og ikke mindst på Rampelys, som er og bliver basen. Men som før nævnt skal pengene tjenes udenfor huset. De bliver så brugt på Rampelys til koncerter der ikke hænger sammen. Er der derefter overskud i kassen deles der med rund hånd ud til andre.

Swingsfinx består, og udvikler sig stadig udelukkende på grund af en formand der har forstået at læse de signaler omverdenen sender, og omgiver sig med de rigtige mennesker. Et godt eksempel herpå er nyheden i nov 2009 om at Swingsfinx har købt navnet Hede Rytmer og fører festivalen videre.

Lad dette være de sidste ord !!!